Radikal ungdom vil gøre bigami lovligt

De Radikales ungdoms-parti foreslår, at det skal være muligt at have mere end en mand eller kone. Moderpartiet synes ikke om forslaget.

De radkales ungdomsparti foreslår, at det skal være muligt at have mere end en mand eller kone. (Foto: Virgo Productions © Corbis)

Radikal Ungdom foreslår at bigami gøres lovligt i Danmark. Det vil sige, at det er lovligt at have mere end en mand eller kone.

- Mennesker skal have lov til at have de familieformer, de ønsker. Om det så er ægteskab mellem mand og kvinde, to mænd eller måske en kvinde og to mænd. Mangfoldige familiemønstre er ønskelige.

Det siger ungdoms-partiets formand, Ditte Søndergaard til Kristeligt Dagblad.

Kunne have hjulpet tolk

Ved at gøre bigami lovligt kan man f.eks. hjælpe mennesker som den irakiske tolk, der havde arbejdet for de danske soldater i Irak.

I 2008 kom han til Danmark med to koner, men han måtte rejse til Irak igen, fordi han ikke ville skilles fra den ene af sine to koner.

- Det er uacceptabelt, at vi er så snæversynede i Danmark, at vi ikke vil hjælpe en mand, der har hjulpet os, siger Ditte Søndergaard.

Siger nej

Men Radikal Ungdoms moderparti siger nej til forslaget.

- Hvis vi levede i den bedste af alle liberale verdener, og alle mennesker var frie, kunne folk være i deres gode ret til selv at bestemme.

Men bigami er en praksis, som bruges i lande, hvor folk bliver undertrykt.

Det siger de radikales ordfører for ligestilling, Sofie Carsten Nielsen.

Anerkendt af brasiliansk notar

Mens bigami nok ikke bliver lovligt i Danmark, så har en offentlig notar i Brasilien accepteret et ægteskab mellem en mand og to kvinder.

En notar en embedsmand på et dommerkontor, der godkender dokumenter.

Den brasilianske notar siger, at begrebet familie ændrer sig, og at de tre havde ret til at få en families rettigheder, og at intet i Brasilens love forhindrer det.

Pagten blev indgået for tre måneder siden, men er først blevet offentlig kendt nu. Den har vakt stor debat i Brasilien.

Facebook
Twitter