To regioner har ikke opkrævet nyt gebyr for tolke

Folketinget vedtog i juli en ny lov om betaling for tolke ved lægen og på sygehusene. Men to regioner har endnu ikke opkrævet gebyret.

Tolkegebyr (Foto: (© Collage: Simone C. Møller))

Personer i Danmark, som ikke taler dansk og skal til lægen eller på sygehuset, kan få betalt en tolk af deres region.

Men hvis personerne har boet i Danmark i mere end tre år, skal de selv betale for tolken. Det kaldes tolkegebyr, og det blev indført af Folketinget i juli.

Men to regioner har endnu ikke opkrævet tolkegebyret fra patienterne. Det er Region Midtjylland og Region Sjælland.

Regionsrådsformand: Reglerne har ikke været klare

Anders Kühnau er regionsrådsformand i Region Midtjyland, som ikke har opkrævet tolkegebyr. Ifølge ham skyldes det blandt andet, at reglerne ikke har været klare fra starten.

Det har for eksempel ikke været tydeligt, hvem der skulle betale en lægeerklæring for personer, der ønsker at blive fritaget fra at betale tolkegebyr.

I starten sagde Sundhedsministeriet, at det var patienterne, der skulle betale, men i december blev det ændret, så det er regionerne, der skal betale.

Regioner er bekymrede for ekstra udgifter

Regeringen forventer at spare 2,4 millioner kroner om året på grund af det nye tolkegebyr.

Men flere regionsrådsformænd er bekymrede for, at tolkegebyret vil føre til flere administrative udgifter for regionerne.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (Venstre) afviser kritikken i en skriftlig kommentar. Hun undrer sig desuden over, at regionerne laver hvert sit system til opkrævning af tolkegebyr i stedet for at gå sammen om det.

Nedenfor kan du se, hvor mange penge de enkelte regioner har opkrævet i tolkegebyr siden juli sidste år.

Tolkegebyret

  • Tolkegebyret blev indført fra den 1. juli 2018.

  • Loven betyder, at personer, der har boet mere end tre år i Danmark, skal betale et gebyr, hvis de har brug for en tolk ved lægen eller på sygehuset.

  • Gebyret ligger fra 191 kroner til 1675 kroner alt afhængigt af, om det er tolkning over telefon, eller om tolken skal møde op, og om det er hos lægen eller på sygehuset.

  • Det er regionerne, der opkræver gebyret fra patienterne.

  • Man skal ikke betale tolkegebyret, hvis man lider af en sygdom, der gør det svært at lære dansk. Det kan for eksempel være PTSD.

  • Hvis man vil fritages fra tolkegebyret, skal man have en lægeerklæring.

  • Det danske sundhedsvæsen bruger årligt 170 millioner kroner på tolke.

  • Regeringen forventer at kunne spare cirka 2,4 millioner kroner om året på tolkegebyret.Kilde: sundhed.dk

Facebook
Twitter