Rejsekortet er dyrt for pensionister og studerende

Rejsekortet skal gøre rejsen enklere for alle. Men i stedet for er det blevet både dyrt og besværligt for pensionister og unge.

Rejsekortet er ikke den billigste vej mellem Sjælland og Jylland for unge studerende og pensionister. (Foto: Rasmus Mark Pedersen © DR)

 

Rejsekortet skal gøre rejsen enklere for alle. Men i stedet for er det blevet både dyrt og besværligt for pensionister og unge.

Med det nye rejsekort til tog, skal det være både nemmere og billigere at betale for rejsen.

Kortet skal nemlig automatisk give de rabatter, passageren skal have.

Men det koster som regel over 100 kroner mere at rejse tur-retur mellem Jylland og Sjælland med Rejsekortet, end hvis en studerende eller pensionist køber en almindelig billet med rabat.

Det viser et pristjek, som Politiken har lavet.

Der er ikke styr på børnesygdomme

Malene Freudendal er trafikforsker fra Roskilde Universitetscenter. Hun siger:

- Rejsekortet har flere gange sagt, at der nu var styr på børnesygdomme som for eksempel ulogisk høje priser. Men det er der tydeligvis ikke, siger hun til Politiken.

Kristian Pihl Lorentzen er trafikordfører for Venstre. Han mener, at folk mister tilliden til Rejsekortet:

- Det er uforståeligt for mig, at prisen for den samme rejse ikke er ens, uanset om man kører med rejsekort eller med en billet, siger Kristian Pihl Lorentzen til Politiken.

Højere priser er ikke tilladt

Transportminister Henrik Dam Kristensen (Socialdemokraterne) siger, at regeringen ikke tillader højere priser:

- Efter sommerferien evaluerer vi Rejsekortet, og så må trafikselskaberne løse de problemer, der stadig er med kortet.

- Det er ikke meningen, at kortet i nogle tilfælde gør rejsen mærkbart dyrere, siger Henrik Dam Kristensen.

 

/ritzau/

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve