Sådan bliver dine børn mætte og glade i bilen sydpå

Der skal god, mættende og nærende mad til, når mange familier lige om lidt pakker bilen og tager på ferie sydpå. Her er gode råd.

Pak en lækker og sund madpakke til bilturen sydpå i sommerferien. Det mætter og gør glad. (© DR)

Sommerferien kalder, og for mange af os går turen sydpå i bil på den tyske Autobahn, når Frankrig, Spanien og Italien kalder. Uden mad og drikke duer helten ikke. Derfor skal der pakkes en god, gedigen madpakke, der kan holde i mange timer, og som kan holde børnene i godt humør og smage godt.

Det er ikke lige meget, hvad der bliver puttet i den madpakke. Her er nogle gode råd.

Ekspert: Undgå sukkerLange køreture kræver god og ernæringsrigtig mad, mener en ekspert. For hvis børnene bliver fyldt op med slik som Kinder Mælkesnitter, kage og chips, kan det blive lige spændende nok med en lang biltur med overstadige børn.

Birgitte Escherich er kostvejleder og er direktør i firmaet Kostkompagniet, der slår et slag for god mad, der gør smagssanserne glade. Mad skal smage godt.

Hun foreslår nogle spændende, gedigne madpakker, der "ikke er kedelige" men derimod sprængfyldt med smag og energi.

- Undgå sukker. Børn har nemlig ikke godt af for meget sukker, og forældrene gør sig selv en bjørnetjeneste, hvis de giver børn mange søde sager på bilturen. Det, de får ud af det, er hyperaktive børn, der ikke kan sidde stille.

Børn kan have egen køletaskeHendes erfaring siger, at børnene er rigtigt glade for god, sund mad. Det skal bare smage godt, se indbydende ud og være nemt at spise.

- Det er en god idé, at børnene får deres egen køletaske, så det ikke bliver et projekt for forældrene med at række mad over til bagsædet hver gang børnene er sultne.

Sunde chips lavet af rugbrødKøletasken kan indeholde gode snacks som gulerodsstave, cherrytomater og majs, og nemme hjemmelavede chips, der erstatter popcorn. Det er jo ferie, og det skal også være hyggeligt, understreger Birgitte Escherich.

- Man tager noget daggammet rugbrød eller franskbrød og skærer i tern, vender det i olie på en pande med rosmarin, timian og gerne hvidløgspulver og så nogle gode dip som guacamole, chilimayonnaise i små bøtter, der holder blodsukkeret i ave, som mætter, og som bare er så lækkert at spise. Det er simpelthen godt for smagssanserne.

Forældrene kan have den store basismadpakke foran i en stor køletaske med hjemmebagte pitabrød, gode sandwich, kyllinglår (der dog skal spises som noget af det første af hensyn til friskheden), falaffel, humus og skønne drikke, der gør turen til en glad og god tur for alle.

Hjemmelavede smoothies og pebermynte-the

Hun foreslår lækre hjemmelavede smoothies med bær, der er blendet med banan og isterninger, så det kan holde sig friskt.

Koldt vand er et must, og så kunne det være en fin idé med the, der er lavet af pebermynte, hel kanelstang og lakridsrod sødet med honning.

Ingredienserne skal blandes sammen i en thekande, overhældes mad kogende vand og trække til man får den smag, man kan lide og så sødes med honning. Theen skal afkøles og hældes på drikkedunk.

Der skal være plads til det sødeHun fastslår, at der skal være plads til det søde også. Men det skal være med måde, mener hun som kostekspert.

- Nej, forældre skal ikke bandlyse alle de søde ting. Der skal være plads til lidt mundgodt også. Men istedet for chokolade og vingummi, så vil jeg foreslå nogle skønne frugtkugler. De stimulerer smagssanserne og giver en lang mæthedsfølelse.

Frugtkuglerne laves med friske bær, dadler, marcipan og havregryn. De blendes sammen, og saften fra bærrene er med til at fugte massen, så den kan blive formet til frugtkugler.

- Det er et hit hos børnene. Marcipan er jo selvfølgelig en slags slik men den er fyldt med kostfibre, fordi den er lavet på mandler.

Birgittes enkle råd:

1. Vent med at putte salaten i sandwich og pitabrød. Hold salaten frisk ved at fugte den i iskold vand og derefter i en plastikpose. Salaten kan sagtens holde sig mange timer i køletasken.

2. Hav friske grøntsager i poser, der kan lukkes tæt.

3. Falaffel er godt at have med på turen, da det er en vegetarspise, der kan holde sig.

4. Maden skal være nem at spise, så grøntsager i stave og brød i hapser er en god ting.

5. Det søde punktum kan være frugtkugler ( Se opskriften midt på siden), gulerodsboller med chokolade, rosiner og kardemomme eller klattekager lavet af havre - eller hirsegrød blandet med æg, mel, vaniliesukker og hakkede mandler, seget i smør på panden evt. sødet med lidt honning.

6. Det salte. Chips lavet af saggammels rugbrød/grovbrød på en pande med olie, timian og rosmarin og gerne hvidløgspulver, som bliver hældt i en pose til turen. En god børnesnack som erstatter popcorn og ostekugler.

Du kan få meget mere inspiration til køreturen ved at gå ind på dr.dk/mad.