Sass trækker sig som minister-kandidat

Henrik Sass Larsen bliver ikke minister i den kommende regering. Der er tvivl om hans sikkerhedsgodkendelse.

Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen bliver ikke minister. (© DR)

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, bliver ikke minister i den nye regering. Han kan nemlig ikke blive sikkerheds-godkendt.

Det oplyser Sass Larsen selv i en pressemeddelelse. Sass Larsen var ellers favorit til at blive finansminister i den kommende regering.

Kontakt til Bandidos-rocker

I juli bragte avisen B.T. et billede, hvor Henrik Sass Larsen sad ved et cafébord foran et værtshus i Køge. Han sidder og taler med den lokale Bandidos-rocker, Torben Ohlsen Jensen, der er dømt for vold.  Rockeren forsøgte at få hjælp i en sag om forældremyndighed, har Sass Larsen forklaret.

Episoden har ført til, at der er rejst tvivl om Henrik Sass Larsens sikkerheds-godkendelse. Derfor har Henrik Sass Larsen meddelt Helle Thorning-Schmidt, at han ikke stiller op som minister. Desuden trækker han sig også tilbage som politisk ordfører for den nye folketings-gruppe.

- Jeg begik en fejl

Henrik Sass Larsen er ærgerlig over situationen. Men han vil kæmpe sig tilbage i politik gennem udvalgs-arbejde.

- Det er klart, at jeg har begået en fejl. Jeg vurderede forkert i sin tid. Jeg betragtede henvendelsen som enhver anden henvendelse fra en borger. Og det skal man ikke i sådan en sag, siger Sass Larsen til TV 2 News.

Han understreger, at han kun mødtes med rockeren den ene gang. Rockeren henvendte sig i forbindelse med en sag om forældre-myndighed. Desuden modtog Sass Larsen en skriftlig henvendelse.

Thorning: En klog beslutning

Socialdemokraternes leder, Helle Thorning-Schmidt, er ked af, at Henrik Sass Larsen har måttet trække sig tilbage:

- Jeg har taget Henrik Sass' beslutning til efterretning. Det er en klog beslutning, siger hun og fortsætter:

- Men jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg er oprigtigt ked af det.

Nu skal Helle Thorning-Schmidt formentlig lave om på minister-listen, som er ved at blive forhandlet på plads i øjeblikket. Her var Henrik Sass Larsen spået en plads som finansminister.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk