Skoleleder er bekymret over sprogprøver i 0. klasse

Efter sommerferien skal nogle skoler sprogteste elever i 0. klasse, før de kan fortsætte i 1. klasse. 22 skoler har testet sprogprøverne.

Sidste år lavede Folketinget en aftale om Danmarks ghettoer. Aftalen indfører blandt andet sprogprøver i dansk i nogle 0. klasser efter sommerferien.

Sprogprøverne indføres på skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i udsatte boligområder. Elever, der er dårlige til dansk, kan ikke fortsætte i 1. klasse.

22 skoler er i gang med at teste sprogprøverne i dette skoleår. Men de får ikke betydning for, om disse elever kan fortsætte i 1. klasse efter sommerferien.

Skoleleder: Sprogprøver kan bremse elever der ellers er klar

Marco Damgaard er skoleleder på Tingbjerg Skole i København, som er én af de skoler, der tester sprogprøverne.

Han er bekymret for, at sprogprøverne fra næste skoleår kan forhindre nogle børn i at rykke op i 1. klasse, selvom de er klar socialt, personligt og fagligt.

- Lad os fortsætte med at udvikle det her i 0.klasse og på skolerne, men lad os gøre det på alle landets skoler, og lad os droppe det med, at man kan dumpe 0. klasse. Det er udansk. Det er urimeligt, siger han.

Minister: Sprogprøver skal hjælpe børnene

Merete Riisager (Liberal Alliance) er undervisningsminister. Hun siger, at det er synd for børnene, hvis vi ikke sørger for at lære dem dansk.

Hun siger, at elever med ikke-vestlig baggrund i gennemsnit klarer sig dårligere end etnisk danske elever ved afgangs-prøverne i 9. klasse.

- Meget af det kan spores tilbage til manglende sprogkundskaber, helt fra de har været små elever i børnehave-klassen, siger Merete Riisager.

Ovenfor kan du se en video fra 0.A på Tingbjerg Skole i København.

Nedenfor kan du læse mere om sprogprøver i 0. klasse. Du kan også se en liste over de skoler, der er med i forsøget i år.

Sprogprøver i 0. klasse

  • Sprogprøverne bliver efter sommerferien obligatoriske for elever i 0. klasse på skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i udsatte boligområder.

  • Eleverne skal i løbet af 0. klasse igennem 24 obligatoriske og én frivillig sprogprøve.

  • Elever, der dumper, tilbydes et intensivt kursus i sommerferien.

  • Dumper eleverne en ny prøve derefter, skal de gå 0. klasse om.

  • Prøverne indføres som led i regeringens strategi mod parallelsamfund.

  • Tiltaget er målrettet skoler, hvor mere end 30 procent af eleverne bor i boligområder på regeringens såkaldte ghettoliste.Kilde: Regeringsudspillet "Ét Danmark uden parallelsamfund"

Disse 22 skoler er med i forsøget med sprogprøver

  • Lindeskovskolen, Guldborgsund Kommune.

  • Borupgårdsskolen, Helsingør Kommune.

  • Al-Irchad Skolen, Helsingør Kommune.

  • Langmarkskolen, Horsens Kommune.

  • Strandgårdskolen, Ishøj Kommune.

  • Munkevængets Skole, Kolding Kommune.

  • Al-Hilal Skolen, Københavns Kommune.

  • Tingbjerg Skole, Københavns Kommune.

  • Sjællands Privatskole, Københavns Kommune.

  • Abildgårdskolen, Odense Kommune.

  • Ejerslykkeskolen, Odense Kommune.

  • H. C. Andersen Skolen, Odense Kommune.

  • Al-Salahiyah Skolen, Odense Kommune.

  • Roser Skole, Odense Kommune.

  • Ros Privatskole, Roskilde Kommune.

  • Sølystskolen, Silkeborg Kommune.

  • Broskolen, Slagelse Kommune.

  • Humlehøj-Skolen, Sønderborg Kommune.

  • NOVA Skolen, Vejle Kommune.

  • Tornhøjskolen, Aalborg Kommune.

  • Ellekærskolen, Aarhus Kommune.

  • Sødalskolen, Aarhus Kommune.Kilde: Undervisningsministeriet