Smøkker: En stavefejl blev til en god idé

Seks unge iværksættere driver virksomheden ’Smøkker'. De er alle mellem 14 og 17 år, og det hele begyndte for et år siden i Kokkedal Ungdomsklub.

De seks iværksættere bag firmaet 'Smøkker'. (Foto: Emilie Rask Jensen © (c) DR)

Lørdag den 3. oktober vandt projektet 'Mind Your Own Business' (MYOB) Kronprinsparrets sociale pris. MYOB står blandt andet bag firmaet 'Smøkker,' der laver smykker kun for mænd.

- Pludselig kom der flere likes på vores Facebookside og flere bestillinger. Allerede efter en time, hvis ikke mindre. Nu håber vi på at blive et stort firma, siger Hosam Rashdan fra 'Smøkker'.

Hver uge bruger han en til to dage om ugen efter skole på firmaet sammen med Eren, Ibrahim, Mahmoud, Yusuf og Mohammed. Deres kontor ligger i Hørsholm hos firmaets mentor-virksomhed, Lehmann+Brun.

Det kræver hårdt arbejde og vilje

Ingen af de seks i firmaet vidste noget om smykker eller iværksætteri, før de kom med i Mind Your Own Business (MYOB), fortæller økonomichef, Mohammed El-Ali.

De kender hinanden fra skolen og fra Kokkedal Ungdomsklub, som MYOB besøgte. I klubben blev en flok drenge sat sammen med virksomheden Lehmann+Brun.

- Vi startede med at være 14 – 15 personer. Men nogle faldt fra, fordi de ikke tog det seriøst. Det er hårdt arbejde, men det kræver bare vilje. Man skal have lyst til det, siger Hosam Rashdan.

En stavefejl udviklede sig til en god ide

Eren Nohutcu er produktchef i 'Smøkker' og siger, at han blev en del af MYOB, fordi han gerne ville skabe sin egen virksomhed i en ung alder.

I maj kom virksomhedens første smykke, et armbånd, på markedet. Men at firmaet skulle producere smykker, var et tilfælde.

- For lang tid siden, da vi alle var samlet og talte om, hvad vi gerne ville lave, havde vi alle mulige ideer på bordet, siger Eren Nohutcu til

DR
Ligetil.

- Så da en af os ville skrive smykker, stavede personen forkert og skrev smøkker. Først grinte vi af det, men så udviklede det sig til 'Smøkker – smøkker kun for mænd.' Sådan begyndte det, siger han.

Nu er det op til de seks iværksættere

Næste mål er at få netbutikken på plads og at overveje nye produkter. Ind til videre bliver 'Smøkker' boende hos Lehmann+Brun, fortæller mentor-virksomhedens grundlægger, Peter Brun:

- Vi gik med, fordi projektet giver mening, og de er nogle gode drenge, så vi fortsætter samarbejdet, til de kan køre det selv. Men de skal stramme ballerne! Nu går de fra at være amatører i en lille forening til at skulle være professionelle.

- Lysten skal komme indefra, ikke fra en sms fra mig. Vil de lave penge, eller vil de ikke. De skal ikke være afhængige af mig. Meningen er jo, at de skal køre det selv, og det kan de godt, lyder det fra

mentoren
.

Se også DR Ligetils billedserie om 'Smøkker'.

Facebook
Twitter