Tegnsprog bliver et selvstændigt sprog

Folketinget bestemte tirsdag, at tegnsprog for døve er et selvstændigt sprog. Det er en stor sejr for døve, siger Danske Døves Landsforbund.

Ved Melodi Grand Prix i sidste uge blev alle sangene oversat til tegnsprog. Her ses tolken, der oversætter vindersangen af Conchita Wurst: 'Rise Like a Phoenix'. (© Eurovision)

 

Folketinget bestemte tirsdag, at tegnsprog for døve er et selvstændigt sprog. Det er en stor sejr for døve, siger Danske Døves Landsforbund.Dermed får dansk tegnsprog sin egen afdeling under Dansk Sprognævn, og der skal nu laves regler for sproget ligesom ved det danske talesprog.

Janne Boye Niemelä er formand for Danske Døves Landsforbund. Hun kalder det en stor sejr for alle døve:

- Jeg er så glad på alle døves vegne. Vi har længe været kede af, at dansk tegnsprog kun anses som et hjælpemiddel, som man bruger som en nødløsning for talesproget.

- Men sådan ser vi døve ikke på vores sprog. Vi er stolte af det og elsker det, siger Janne Boye Niemelä på forbundets hjemmeside.

Tegnsprog er forskelligt fra land til land

Der er cirka 4000 døve med dansk tegnsprog som deres modersmål. Og i alt omkring 10.000 bruger tegnsproget herhjemme i større eller mindre grad.

Nogle tror, at døve verden over taler det samme sprog. Men de fleste lande har deres eget tegnsprog. Derfor skal danske døve for eksempel lære et nyt tegnsprog, hvis de skal lære at tale engelsk.

Den nye lov om tegnsprog som et selvstændigt sprog træder i kraft den 1. januar 2015.

 

Facebook
Twitter