Togturen kan gøre dig ulykkelig

Undersøgelser fra udlandet viser, at pendlere er mere ulykkelige end andre.

Folk, der rejser med tog eller bus hver dag, er mere ulykkelige end andre, viser en undersøgelse. (Arkivfoto) (Foto: Vestsjællands Lokalbaner)

Undersøgelser fra udlandet viser, at pendlere er mere ulykkelige end andre.

Hver femte dansker er pendler. Det vil sige, at de hver dag rejser med bil, bus eller tog for at komme på arbejde og hjem igen.

Undersøgelser fra udlandet viser nu, at pendlere, som hver dag rejser mere end 45 minutter hver vej, er mindre lykkelige end andre, skriver metroxpress.

- Pendling stjæler tid og energi fra det sociale liv, som gør mennesker lykkelige, siger lykkeforsker Markus Freitag fra Bern Universitet i Schweiz.

Pendlere er mere ensomme

Professor Bruno S. Frey fra Zürich Universitet har i forsket i tyske pendleres livskvalitet i 15 år. Han siger til avisen 20-minuten, at pendlere oftere er mere ensomme og ulykkelige end andre.

- De har ikke tid og overskud til at pleje deres venskaber, som de mister til ulempe for livsglæden, siger han.

Pendlere er mere usunde

Men pendlere er ikke kun mindre lykkelige, de er også mere usunde end andre, mener Dr. Daniel Newman, som er forsker på Cardiff University.

Han siger til The Telegraph, at pendlere dyrker mindre motion, spiser mere fastfood og oftere har ledsmerter og søvnbesvær end andre.

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve