Tosprogede børn dumper i dansk

Over halvdelen af tosprogede børn har svært ved at tale dansk, når de starter i skolen. Ekspert advarer om, at det kan skade hele deres tid i skolen.

Over halvdelen af tosprogede børn har svært ved at tale dansk, når de starter i skolen (arkivfoto). (Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix)

60 procent af børn med forældre fra ikke-vestlige lande har problemer med at tale dansk, når de starter i 0. klasse.

Selvom de fleste er født og opvokset i Danmark, kender børnene ikke så mange ord. Og de har svært ved at udtale ord.

Det viser en ny stor undersøgelse fra Syddansk Universitet. Undersøgelsen har kigget på næsten 3500 test af børns sprog, når de starter i skole.

Det skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Når aldrig at lære ordentligt dansk

Og mange af børnene når aldrig at lære ordentligt dansk, inden de går ud af folkeskolen igen.

Det mener Niels Egelund, der er professor i pædagogik ved Aarhus Universitet.

- Vi risikerer at tabe en hel generation på gulvet. Hvis børnene er seks år og ikke taler ordentligt dansk, er de hægtet af, allerede når de begynder i skole, siger han.

Ministeren: Vi svigter børnene

Også børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at dårligt dansk kan give store problemer.

- Vi svigter børnene, fordi de næsten ikke har en chance for at få en god tid i folkeskolen efterfølgende, siger hun.

Skal lære sproget i vuggestuen

Formanden for pædagogernes fagforening Bupl hedder Henning Pedersen.

Han mener, at der fokuseres på at stimulere børnenes sprog allerede i vuggestuen.

- Det bliver mere og mere almindeligt, at institutionerne har en sprogpædagog ansat.  Men flere pædagoger skal have kompetencerne, så de kan hjælpe børnene.

Det siger han til Jyllands-Posten.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve