Universitet overvåger studerendes computer til eksamen

Når de studerende på Syddansk Universitet går til eksamen, holder universitetet øje med hver en bevægelse på skærmen for at undgå snyd.

Et program gemmer alle skærmbilleder på de studerendes computere, så Syddansk Universitet kan se, om de snyder til eksamen. (arkivfoto) (© DR)

 

Når de studerende på Syddansk Universitet går til eksamen, holder universitetet øje med hver en bevægelse på skærmen for at undgå snyd.Syddansk Universitet bruger et program kaldet 'Exam Monitor' til at overvåge de studerendes computere, når de er til eksamen.

Programmet bliver installeret i computerne og gemmer alle skærmbillederne, mens de studerende er til eksamen.

Hvis den studerende ikke vil have programmet på sin egen computer, kan han eller hun låne en af universitetets computere til eksamen.

På den måde vil universitetet forebygge, at de studerende snyder.

Det bliver nemmere at bevise snyd

Syddansk Universitet har hvert år 100.000 digitale eksaminer. Og hvert år har universitetet omkring 250 tilfælde, hvor der er mistanke om, at den studerende har snydt.

Men nu gemmer universitetet altså alle de studerendes skærmbilleder, så det bliver nemmere at bevise, om en studerende har snydt eller ej.

Studerende er positive

Universitetet spurgte først de studerende, om det var i orden at gemme deres skærmbilleder.

Studenterforeningen Syddanske Studerende er positiv over for idéen. Det samme er flere af de studerende, som har været til en digital eksamen med programmet installeret:

- Jeg synes, det er okay. Det gør, at man ikke kan logge på Skype og Facebook, siger Rasmus Poulsen, der læser klinisk biomekanik på SDU.

Hans studiekammerat Thomas Damsgaard er også positiv:

- Hvis nogen tænker, at du har snydt, så kan jeg bevise, at jeg ikke har snydt. Så sikkerheden går begge veje, siger Thomas Damsgaard.

Forening er imod idéen

IT-Politisk Forening arbejder på at sprede viden om ny it-teknologi, men foreningen synes ikke så godt om idéen fra Syddansk Universitet, fordi der ikke er grænser for, hvilke oplysninger der bliver gemt.

- Det er jo fuldstændig umuligt for mig at se, hvad de her ting bliver brugt til af universitetet, siger Jesper Lund fra foreningen.

 

Facebook
Twitter