USA spionerede mod Danmark under topmøde

En tidligere ansat i USA's efterretningstjeneste siger, at USA spionerede mod flere lande før klimatopmødet i Danmark, og at USA ville spionere under selve forhandlingerne.

Danmarks daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen havde det svært under klimatopmødet i København i 2009. USA kendte alt til Danmarks strategi for mødet, siger en tidligere ansat i efterretningstjenesten.

 

En tidligere ansat i USA's efterretningstjeneste siger, at USA spionerede mod flere lande før klimatopmødet i Danmark, og at USA ville spionere under selve forhandlingerne.

Edward Snowden var ansat i den amerikanske efterretningstjeneste NSA og siger, at den spionerede mod Danmark i 2009.

Dengang var Danmark vært for FN's klimatopmøde - det såkaldte COP15-møde.

Edward Snowden har givet avisen Information papirer, som viser, at den amerikanske efterretningstjeneste spionerede mod flere lande før topmødet.

De viser også, at USA ville fortsætte spionagen under mødet i København.

Papirerne er stemplet tophemmelige, hvilket er det mest hemmelige i USA.

USA spionerede sammen med fire andre lande

I papirerne står, at den amerikanske efterretningstjeneste arbejdede tæt sammen med Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand om spionagen.

Den amerikanske efterretningstjeneste lovede i papirerne, at den ville give de politiske beslutningstagere 'værdifulde indblik i vigtige landes forberedelser og mål for topmødet'.

Efterretningstjenesten lovede også at give politikerne indblik i andre landes tanker om klimapolitik og strategier under topmødet i København.

USA kendte Danmarks strategi ved mødet

Efterretningstjenesten skrev også, at den allerede havde fået indsigt i en rapport fra den danske regering om Danmarks strategi for at nå en aftale på klimatopmødet.

Det fremgår også af papirerne, at den amerikanske efterretningstjeneste ville spionere under selve topmødet, skriver Information.

De nye oplysninger går imod regeringen

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har tidligere sagt, at hun ikke mente, at Danmark var blevet overvåget på ulovlig vis.

- Regeringen har forsøgt at nedtone bekymringen ved at sige, at den ikke har nogen mistanke om noget som helst. De nye oplysninger går imod det udsagn, siger Peter Lauritsen, der er leder af Forum for overvågningsstudier på Aarhus Universitet til Information.

Enhedslisten kræver, at statsministeren forholder sig til de nye oplysninger.

/ritzau/

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve