Værelser udlejes til alt for høje priser

Mange studerende kan ikke finde et sted at bo i Købehavn, og det får udlejere til at leje værelser ud til priser, der er højere end de unges SU.

Mange studerende har svært ved at finde et sted at bo, som de har råd til. Metroxpress har fundet eksempler på værelser til 6000 kr. for otte kvadratmeter. (© Scanpix)

Mange studerende kan ikke finde et sted at bo i Købehavn, og det får udlejere til at leje værelser ud til priser, der er højere end de unges SU.

Mange tusinde studerende er startet på et nyt studie i København.

Kollegierne har lange ventelister, og mange unge har derfor store problemer med at finde et sted at bo.

Det har fået udlejere til at leje værelser ud til en alt for høj pris, siger metroxpress, som har set på 200 studie-boliger på Boligportalen.dk.

For eksempel vil en udlejer have 6.000 kroner om måneden for et værelse på otte kvadratmeter i en lejlighed på Amager Strandvej i København.

Formand for Danske Studerendes Fællesråd, Jakob Ruggaard, mener, at priserne er alt for høje:

- Det er uholdbart, at et værelse koster mere om måneden, end man får i SU før skat, siger han til metroxpress.

Studerende skal klage over høje priser

Jakob Ruggaard har hørt om flere studerende, som siger nej til at starte på et studie, fordi de ikke kan finde et værelse, hvor de har råd til at bo.

Han opfordrer derfor de studerende til at gå til huslejenævnet, hvis de mener, at huslejen er for høj.

Huslejenævnets opgave er at vurdere, hvem der har ret, hvis en udlejer og en lejer er uenige om for eksempel huslejen.

Formanden for Lejernes LO, Helene Toxværd, er enig i, at de studerende skal klage, hvis huslejen er for høj.

Nogle udlejere har store udgifter

Nogle udlejere har dog meget store udgifter til de værelser, de lejer ud og prøver derfor ikke at snyde de studerende.

Men derfor kan det stadig godt være, at huslejenævnet siger, at huslejen er for dyr i forhold til hvor stort værelset er, fortæller Kasper Rohr fra huslejenævnet i København.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve