Vestager antyder, at der går lang tid

Den radikale leder Margrethe Vestager antyder på Twitter og Facebook, at der er lang vej igen, før vi får en ny regering.

Margrethe Vestager så den sorte røg på vej over Langebro onsdag morgen. (© DR)

Her til morgen så den radikale leder Margrethe Vestager den sorte røg fra branden i K.B. Hallen. Hun kunne se røgen over et hvidt højhus, da hun var på vej over Langebro.

Det fik hende til at skrive på de sociale medier Twitter og Facebook: Sort røg og hvidt tårn. Langt til hvid røg, sort tårn.

Dermed antyder Margrethe Vestager, at der er langt igen i forhandlingerne om en ny regering.

Hvid røg betyder ny pave

Udtrykket hvid røg stammer fra Vatikanet. Når en pave dør, samles kardinalerne i den katolske kirke for at udpege en ny. Når de er blevet enige, sendes hvid røg ud over Peterspladsen i Vatikanets hovedsæde i Rom.

I øjeblikket forhandler de radikale, Socialdemokraterne og SF om at udpege en ny, dansk statsminister. Forhandlingerne foregår på Hotel Crowne Plaza, som ligner et sort tårn.

Tidligst en ny regering fredag

Der siver meget få informationer ud fra forhandlingerne på Hotel Crowne Plaza. Men det antydes nu, at en ny regering tidligst kan komme fredag eftermiddag.

Det mest sandsynlige er, at de tre partier fremlægger et regeringsgrundlag på søndag. Så kan ministrene blive udnævnt af dronningen mandag.

Tirsdag er dagen, hvor det nye folketingsår indledes med en tale af statsministeren.

På Facebook og Twitter har den radikale leder Margrethe Vestager lagt det her billede ud, med følgende tekst: "Sort røg, hvidt tårn. Langt til hvid røg, sort tårn."
Facebook
Twitter