718 kilo affald. Så meget smed en dansker ud i skraldespanden i 2011.
Tallet er et gennemsnit af alle borgere i landet, og det er europæisk rekord.
Undersøgelsen er lavet af EUs statistik-kontor, Eurostat.
Danskerne ligger i spidsen
Det europæiske gennemsnit var 503 kilo. Og i Estland smed man færrest kilo skrald ud - nemlig 298 kilo i gennemsnit per borger.
Tallet er ikke nødvendigvis udtryk for, at vi sviner mere. Måske er danskerne bare bedre til at samle skraldet sammen og smide det ud.
Der er også stor forskel på, hvordan det indsamlede husholdnings-affald bliver behandlet. Også her skiller Danmark sig ud.
Hele 54 procent af det danske affald bliver brændt. Det er mere end dobbelt så meget som EU-gennemsnittet.
Rumænerne smider på lossepladsen
Flere af de nyere EU-lande i Øst- og Centraleuropa benytter sig slet ikke af afbrænding.
Og mens Danmark kun sender tre procent af sit skrald på lossepladsen, så gør rumænerne og bulgarerne næsten kun det.
Trods Danmarks generelt grønne profil går det ikke så godt med genbruget i Danmark.
I Tyskland genbruger man mere
Tyskerne er helt i front med 45 procents genbrug. Her er Danmark på en syvendeplads med 31 procents genbrug.
Sammenlignet med tidligere er EU-landene blevet bedre til at behandle sit affald.
I dag ender 37 procent af affaldet på lossepladsen. For 12 år siden endte 56 procent der.
I samme periode er andelen af skrald, der bliver enten genbrugt eller komposteret steget fra 27 til 40 procent.
/ritzau/