Yahya Hassan stiller op for Nationalpartiet

Digteren Yahya Hassan stiller nu op for det nye parti Nationalpartiet.

Digteren Yahya Hassan stiller op for Nationalpartiet for at forene de forskellige mennesker i samfundet.

Brødrene Aamer, Asif og Kashif Ahmad dannede Nationalpartiet i november 2014. Nu er digteren Yahya Hassan en del af partiet.

Den 19-årige Yahya Hassan siger, at han vil forene forskellige mennesker i samfundet.

Partiet kan ikke stille op til valg endnu

- Vi er glade og stolte over, at Yahya har valgt at stille op for os, og jeg glæder mig til vores samarbejde, siger partiets formand, Kashif Ahmad.

- Han er et ungt friskt pust til det politiske landskab i Danmark, siger Kashif Ahmad om Yahya Hassan.

Partiet har endnu ikke fået nok underskrifter fra vælgerne til at kunne stille op til det kommende folketingsvalg.

Partiet har 8560 godkendte underskrifter, men kravet er lidt over 20.000 underskrifter.

/ritzau/

Nationalpartiet:

  • Nationalpartiet er et dansk politisk parti.
  • Det blev stiftet i 2014 af de tre dansk-pakistanske brødre Aamer, Asif og Kashif Ahmad.
  • Partiet har 501 medlemmer og frivillige.
  • Partiets slogan er: Vi er Danmark.
  • Partiet vil arbejde for respekt, tolerance, åbenhed og solidaritet.
  • Partiet vil blandt andet afskaffe 24-års-reglen og have mere kvalitet i folkeskolen.
  • Kilder: Nationalpartiets hjemmeside, Økonomi- og Indenrigsministeriet, ritzau

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve