Japansk filmstudie er ramt af formodet påsat brand

Japanske Kyoto Animation laver animationsfilm. Natten til onsdag blev det ramt af en formodet påsat brand.

Kyoto Animations ligger i Fujimi-kvarteret i byen Kyoto. (Foto: JIJI Press © Scanpix)

Kyoto Animation er et animations-studie i Japan, hvor nogle af Japans mest respekterede animationsfilm og serier er blevet til.

Natten til onsdag døde mindst 33 mennesker i en brand i Kyoto Animations filmstudie. Man formoder, at branden er påsat.

Politiet har anholdt en 41-årig mulig brandstifter for at have hældt benzin ud i bygningen. Men politiet kan endnu ikke udtale sig om motivet. Det skriver mediet NHK.

Filminstruktør: Det er meget kendt af fagfolk og fans

Michael Panduro er filminstruktør og medstifter af animations-festivalen Void i København.

Han siger, at Kyoto Animation er et meget velrenommeret animations-studie, som er meget kendt blandt fagfolk og fans af japanske animationsfilm.

- Det her har sendt chokbølger gennem industrien, hvor alle de store fagmedier følger udviklingen tæt, siger Michael Panduro.

Ph.d.-studerende: Det er en meget stor menneskelig tragedie

Animations-studiet bliver kaldt KyoAni og blev oprettet i 1981. Det er især kendt for serier om gymnasiepiger. Herunder ’Lucky Star’, ’K-On!’ og ’Haruhi Suzumiya’.

Ida Kirkegaard skriver ph.d. om Japans animations-industri ved Stockholms Universitet.

- Det er en meget stor menneskelig tragedie, som også udløser stor sorg blandt anime-fans verden over og i industrien, siger hun.

Facebook
Twitter