Kofi Annan er død

Den tidligere generalsekretær i FN Kofi Annan døde lørdag. Han var den første sorte afrikaner, som var generalsekretær i FN.

Kofi Annan er tidligere generalsekretær i FN. Lørdag døde han efter kort tids sygdom 80 år gammel.

Det skriver hans familie på det sociale medie Twitter.

Kofi Annan var født i Ghana og var den første sorte afrikaner, som var generalsekretær i FN.

Han modtog Nobels Fredspris i 2001

Kofi Annan var generalsekretær i FN fra 1997 til 2006.

I 2001 modtog han Nobels Fredspris sammen med FN "for deres indsats for en bedre organiseret og fredeligere verden".

Senere arbejdede han for FN i Syrien, hvor han forsøgte at finde en fredelig løsning på konflikten.

Mange politikere roser Kofi Annan

Mange politikere i hele verden har reageret på nyheden om Kofi Annans død.

António Guterres er FN’s nuværende generalsekretær. Han siger, at Kofi Annan førte FN ind i det nye årtusinde med ’usammenlignelig værdighed og beslutsomhed’.

Den tidligere amerikanske præsident Barack Obama roser også Kofi Annan. "Han stoppede aldrig jagten på en bedre verden", skriver han.

Ovenfor kan du se en video om Kofi Annan.

Kofi Annan

  • Kofi Annan blev født den 8. april 1938 i Ghana.
  • Han døde den 18. august 2018.
  • Han blev gift med Nane Annan i 1984. Før det var han gift med Titi Alakija fra 1965 til 1983. Han havde tre børn.
  • Kofi Annan havde flere uddannelser fra universiteter i Ghana, Schweiz og USA.
  • I 1962 blev han ansat i verdenssundhedsorganisationen, WHO.
  • Siden arbejdede han for FN, blandt andet for den økonomiske kommission i Afrika og FN's Flygtningeorganisation, UNHCR.
  • Fra 1993 til 1996 var han vice-generalsekretær og havde ansvar for FN's fredsbevarende operationer.
  • I 1994 fandt et folkedrab sted i Rwanda, hvor 800.000 mennesker blev dræbt på få måneder. FN blev senere kritiseret for at have svigtet Rwanda, og Kofi Annan erkendte, at han ikke havde gjort nok.
  • Fra 1997 til 2006 var han generalsekretær for FN som den første sorte afrikaner.
  • I 2001 fik Kofi Annan sammen med FN Nobels fredspris "for deres indsats for en bedre organiseret og fredeligere verden".
  • I 2007 oprettede Kofi Annan organisationen Kofi Annan Foundation, som arbejder for fred, udvikling og menneskerettigheder.

    Kilder: Ritzau, Kofi Annan Foundation og FN.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve