Kommunerne får flere penge til børn, ældre og bygninger

Kommunerne og regeringen har lavet en aftale om kommunernes økonomi i 2019. Der er flere penge til børn, ældre og bygninger.

Finansminister Kristian Jensen (Venstre) og formanden for KL Jacob Bundsgaard (Socialdemokratiet) præsenterede torsdag den nye aftale om kommunernes økonomi for 2019. (Foto: Philip Davali © Scanpix)

Danmark er opdelt i 98 kommuner, som blandt andet har ansvar for børnehaver, folkeskoler, plejehjem og sprogundervisning af indvandrere.

KL forhandler hvert år med regeringen om, hvor mange penge kommunerne må bruge på et år. Torsdag blev parterne enige om økonomiaftalen for 2019.

Den nye aftale betyder blandt andet, at kommunerne få flere penge til børn, ældre og bygninger.

1,7 milliarder mere til velfærd

Kommunerne får næste år 1,7 milliarder kroner mere til velfærd. Pengene skal blandt andet bruges til børnehaver, folkeskoler og plejehjem.

Aftalen giver desuden kommunerne lov til at bruge 17,8 milliarder på bygninger og andre anlæg. Det er 800 millioner kroner mere end i 2018.

KL havde ønsket tilladelse til at bruge 21 milliarder kroner på anlæg, mens regeringen ville have sat beløbet ned til 16 milliarder kroner.

KL-formand: Nu kan vi lappe hullerne i vejen

Jacob Bundsgaard (Socialdemokratiet) er formand for KL. Han glæder sig over, at aftalen sikrer en værdig behandling af de ældre.

- Samtidig har vi mulighed for at afholde de anlægsudgifter, der er nødvendige, for at vi kan vedligeholde vores daginstitutioner og skoler, og vi kan lappe hullerne i vejen, siger han.

Økonomiaftalen omfatter også et tilskud til kommuner, der sætter skatten ned i 2019, og tilskud til de kommuner, der mister penge, fordi man laver udligning på en ny måde.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve