Korrespondent: Mange vil være skuffede over præsidents information om forsvundet journalist

Tyrkiets præsident udtalte sig i sag om forsvundet journalist. Men mange vil være skuffede over, at han ikke fortalte flere detaljer, siger korrespondent.

Der var flere spørgsmål end svar fra Tyrkiets præsident, mener korrespondent. (Foto: KAYHAN OZER © Scanpix)

Jamal Khashoggi var en 59-årig saudisk journalist, der var kritisk overfor kongefamilien i Saudi-Arabien. Derfor boede han i USA.

Men den 2. oktober besøgte han Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul, fordi han skulle have nogle dokumenter, så han kunne blive gift med sin tyrkiske forlovede.

Jamal Khashoggi har siden været forsvundet. Tyrkiet mener, at han blev dræbt på konsulatet. Saudi-Arabien sagde først, at han selv forlod konsulatet, men i weekenden sagde landet, at han døde på konsulatet.

Drabet på Khashoggi

Jamal Khashoggi var en saudisk journalist, der blev dræbt på Saudi-Arabiens konsulat i Istanbul i oktober 2018.

Se Tema

Tyrkiets præsident: Drab var planlagt flere dage før

Ifølge Saudi-Arabiens udenrigsminister blev Jamal Khashoggi dræbt af et ”saudisk sikkerhedsteam” på konsulatet. Men han ved ikke hvordan, eller hvor liget er.

Tyrkiets præsident, Recep Erdogan, udtalte sig for første gang om sagen i dag. Han havde sagt, at han ville fortælle ”den nøgne sandhed” om, hvad der er sket med Jamal Khashoggi.

Han sagde, at Jamal Khashoggi var offer for et brutalt mord, og at Tyrkiet vil blive ved med at stille spørgsmål og kræve svar. Han sagde også, at saudiske agenter havde undersøgt en skov og en by flere dage før, Jamal Khashoggi forsvandt.

Korrespondent: Mange vil være skuffede

Michael S. Lund er DR’s mellemøstkorrespondent. Han siger, at mange vil være skuffede over, at Recep Erdogan ikke fortalte flere detaljer. For eksempel har Tyrkiet sagt, at det har optagelser af selve drabet, men det sagde han ikke noget om.

Men hvis det er rigtigt, at saudiske agenter undersøgte en skov og en by flere dage før drabet, vil det dog ødelægge Saudi-Arabiens tidligere forklaring om, at drabet var en fejl, siger Michael S. Lund.

Michael S. Lund forklarer, at mange var spændte på, om Recep Erdogan ville nævne Saudi-Arabiens kronprins, som flere mistænker for at have givet ordre til drabet. Men han blev ikke nævnt.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve