Biblioteks-folk cykler rundt i Skandinavien

80 biblioteks-folk fra 20 forskellige lande cykler fra Norge via Sverige til Danmark for at lære af hinanden.

De cyklende biblioteks-folk besøger blandt andet biblioteker i Aalborg, Viborg, Randers og Aarhus. (Foto: Cycling for Libraries)

80 biblioteks-folk fra 20 forskellige lande cykler fra Norge via Sverige til Danmark for at lære af hinanden.

De sidste fire år har biblioteks-folk fra hele verden mødtes ved at cykle rundt fra bibliotek til bibliotek forskellige steder i verden.

I år cykler 80 biblioteks-folk fra 20 lande 650 kilometer rundt i Skandinavien for at lære om, hvordan man driver biblioteker i Norge, Sverige og Danmark.

Biblioteks-chef: Vi er gode til biblioteker i Danmark

Biblioteks-folkene cykler rundt med gule neon-veste, hvor der står 'Cycling for libraries' (Cykling for biblioteker).

Biblioteks-folkene kommer blandt andet fra Canada, Australien, Hviderusland og USA.

En af biblioteks-folkene fra Danmark er Bo Jacobsen, som er biblioteks-chef i Vesthimmerland Kommune.

- Vi er rigtig gode her i Danmark til at lave biblioteker, og det vil vi gerne vise vores internationale kollegaer, siger Bo Jacobsen.

Udenlandske biblioteks-folk er imponerede

Mange af de udenlandske biblioteks-folk er imponerede over de åbne danske biblioteker uden personale, hvor folk selv kan lukke sig ind og bruge biblioteket.

Curry Steer fra Canada er også imponeret over bibliotekernes indretning:

- De danske biblioteker er nytænkende og spændende med åbne, lyse lokaler. Jeg er imponeret over arkitekturen og møblerne, siger han.

Onsdag cykler biblioteks-folkene mod Viborg og Randers. Torsdag slutter turen i Aarhus, hvor biblioteks-folkene skal besøge det nyåbnede hovedbibliotek Dokk1.

Facebook
Twitter