Billede af ultra-tynd pige skaber debat

Modebladet Cover har bragt et billede af en meget tynd model. Det er helt forkert, mener flere.

Billedet af denne meget tynde pige har skabt stor debat på de sociale medier, hvor flere kalder det 'klamt' og 'vanvittigt.' (Foto: Rikke Tindal)

Modebladet Cover har bragt et billede af en meget tynd model. Det er helt forkert, mener flere.

I det sidste nummer af modebladet Cover er der flere billeder af en ung model, som er så tynd, at hun ser syg ud.

Det har fået flere til at kritisere billedet og kalde det 'klamt' på de sociale medier. Også Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade kritiserer billedet:

- Det er fuldstændig usmageligt. Det virker som ren provokation, tankeløshed eller direkte dumhed at vise sådan et billede, siger Steen Andersen fra foreningen.

Forening: Det er skræmmende

Steen Andersen har svært ved at vurdere, om kvinden på billedet er syg eller lider af en spiseforstyrrelse.

Men han siger, at det på ingen måde er i orden, at et modeblad bringer sådan et billede. Det havde kun været i orden, hvis bladet for eksempel brugte billedet til en artikel om spiseforstyrrelser, mener han.

- Jeg kan ikke huske, at jeg har set noget værre i et dansk modemagasin. Det er skræmmende, siger Steen Andersen.

Cover siger undskyld

Cover siger nu undskyld for, at de har billeder i bladet af den meget tynde pige.

- I dag er en trist dag for mig, skriver Malene Malling fra Cover på bladets hjemmeside.

- Jeg har ikke levet op til mit ansvar som forlægger, kvinde og mor, og det er jeg oprigtig meget ked af.

Malene Malling lover, at bladet ikke vil bringe billeder af så tynde piger igen.

Facebook
Twitter