Det er for nemt at kalde folk for anti-jødiske

Historiker siger, at ordet antisemit bliver brugt til at lukke munden på alle, der kritiserer Israel.

Det er ikke sjovt at være den franske komiker Dieudonné for tiden. Frankrigs højesteret har forbudt ham at optræde, fordi den mener, at han er antisemit - altså imod jøder. (Foto: Didier Jouret © Scanpix)

 

Historiker siger, at ordet antisemit bliver brugt til at lukke munden på alle, der kritiserer Israel.Frankrigs højesteret har forbudt en komiker at optræde med sit show, fordi retten mener, han er antisemit. Altså at han er modstander af jøder og den jødiske stat Israel.

Historiker på Roskilde Universitets Center, RUC, Morten Thing, har selv en jødisk baggrund, men han synes, den franske beslutning er forkert:

- I sit show siger komikeren blandt andet, at de jødiske bosættere på Vestbredden stjæler land fra palæstinenserne, ligesom tyskerne gjorde det fra polakkerne under Anden Verdenskrig.

- Det er muligt, at det ikke er morsomt. Men jeg har svært ved at se, at det skulle være racistisk, siger Morten Thing til Information.

- Antisemit er blevet et skældsord. Siger man noget kritisk om Israel eller jøder, er man antisemit - det er nærmest en automatisk reaktion, siger Morten Thing.

Forbud er farlige

Journalist på Berlingske Bent Blüdnikow har også en jødisk baggrund. For ham handler debatten om ytringsfrihed:

- For mig at se er disse forbud imod fri ytring meget farlige, siger han.

- Alt skal kunne debatteres, og der skal kunne gøres grin med alt. Det kan gøre ondte at blive udsat for, men det er den pris, man må betale for at være en del af et åbent og demokratisk samfund. 

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter