Eksperter finder kunst for fem milliarder

Kunsteksperter har fundet 100 tegninger af den berømte maler Caravaggio. De er 700 millioner euro værd. Det svarer til cirka fem milliarder kroner.

Man har fundet tegninger af maleren, som har malet dette billede. Det er den berømte barok-maler Caravaggio. (Foto: fra bånd)

Italienske kunsteksperter er meget glade for tiden. De har nemlig fundet noget helt utroligt. Kunsteksperterne har fundet cirka 100 tegninger.

Og tegningerne er mange penge værd: 700 millioner euro, eller fem milliarder kroner.

Det er nemlig tegninger af maleren Caravaggio. Caravaggio levede for mere end 400 år siden, så tegningerne er gamle.

Fandt tegninger på et slot

Tegningerne blev fundet på et slot i den italienske by Milano. De lå i en samling, som nogle elever havde lavet. Eleverne var i lære hos maleren Simone Peterzano.

Og én af eleverne var altså Caravaggio, som senere blev en stor maler.

Kunsteksperter har studeret tegningerne i to år. Og de er nu helt sikre på, at de er fra Caravaggio.

Udviklede barok

Caravaggio var en af de første kunstnere, som udviklede stilen ”barok”. Han brugte også lyset på en helt ny måde. Han havde nemlig meget lys på de mennesker, som han malede. Baggrunden var ofte meget mørk.

Caravaggio var meget hidsig, og gjorde mange ulovlige ting. Blandt andet slog han en mand ihjel. Derfor var han nødt til at flygte fra Italien.  

Stadig tvivl

Hvad der skal ske med tegningerne, ved man ikke. For selv om de er blevet studeret grundigt i et par år af nogle kunsteksperter, er andre kunsteksperter stadig i tvivl.

Tegningerne ejes af byen Milano.

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve