Forfatter: Næste Game of Thrones-bog kommer i 2020

George R.R. Martin har skrevet bøgerne bag den populære serie Game of Thrones. Han vil udgive en ny bog i serien i 2020.

Her ses forfatter George R. R. Martin til premieren på filmen "Tolkien", der handler om forfatteren bag "Ringenes Herre", J. R. R. Tolkien. (Foto: Danny Moloshok © Scanpix)

George R.R. Martin er en amerikansk forfatter, som har skrevet en serie af bøger, der hedder "A Song of Ice and Fire".

Bøgerne er blevet til den populære tv-serie ”Game of Thrones”. Han siger, at der skal være syv bøger i serien. Indtil videre er der udkommet fem.

Nu siger George. R.R. Martin, at den næste bog i serien senest udkommer i juli 2020. Bogen hedder "The Winds of Winter”.

Hans første bog i serien udkom i 1996

George R.R. Martins første bog i serien udkom i 1996. Den hedder ”Game of Thrones”.

Hans seneste bog i serien hedder ”A Dance with Dragons”, og den udkom i 2011. Det tog George R.R. Martin seks år at skrive den.

George R.R. Martin arbejdede også med tv-serien ”Game of Thrones”. Det er en af grundene til, at han indtil videre har brugt otte år på at skrive sin næste bog.

/ritzau/

Facebook
Twitter