Fynboer fejrer advent med en gåtur

Første søndag i advent er starten på julemåneden, hvor mange spiser for meget og rører sig for lidt. Men du kan også gå en tur i stedet.

Naturen kan give os en følelse af frihed, og at vi for en tid ingen bekymringer har. (Foto: nannask © Brugerbillede)

 

Første søndag i advent er starten på julemåneden, hvor mange spiser for meget og rører sig for lidt. Men du kan også gå en tur i stedet.
 
I dag begynder advent. I den kristne kirke er advent den tid, hvor man gør sig klar til Jesus' fødsel og julen ved at faste.

Kun få danskere fejrer advent ved at faste, men nu prøver foreningen Fynsk Pilgrimsvandring at få flere til at gå en tur den første søndag i advent.

Ninna Varming går forrest på turen i dag, som starter i Kirkeby Kirke ved Svendborg på Fyn og slutter i Øster Skerninge Kirke sidst på eftermiddagen søndag.

Vi nyder stilheden i naturen

Ninna Varming skriver i en mail til Ligetil, at 30 har meldt sig til turen i år. De fleste er kvinder, men otte mænd kommer også med.

I gamle dage gik kristne på pilgrimsvandring for, at Gud skulle tilgive dem for de ting, de havde gjort forkert. Men i dag går vi for at nyde stilheden og roen, skriver Ninna Varming:

- I en hverdag med mange aktiviteter og krav, er det godt bare at være i naturen nogle timer eller en hel dag.

- Vi vandrer i et langsomt tempo og går i perioder i tavshed, fortæller Ninna Varming.

Turen er en tid uden bekymringer

Turene med Fynsk Pilgrimsvandring skal give deltagerne en følelse af frihed, fællesskab og en tid uden bekymringer, fortæller Ninna Varming.

Alle er velkomne på pilgrimsvandringerne. Du behøver ikke være medlem af foreningen eller folkekirken for at gå med. 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve