Grøden er en del af julen

Før var risengrød en luksusret, som kun de rige havde råd til. Senere, da alle begyndte at spise risengrød, fandt de rige på noget nyt.

Risalamande er en meget populær dessert juleaften. (Foto: Arkivfoto DR)

Grød har været en del af danskernes kost, siden man begyndte at fejre jul. Grøden var lavet af rug, byg eller havre. Når der skulle være fest, blev grøden kogt på mælk i stedet for vand.

Omkring år 1900 blev det almindeligt at spise ris. Risene blev billige, og man kunne købe dem hos købmanden.

Før det var risengrød en luksusret, som kun de rige havde råd til at servere.

Grøden blev for almindelig

Da alle begyndte at spise risengrød, fandt de rige på noget nyt. De puttede mandler i grøden. På den måde skabte de desserten: Risalamande. Det kan også skrives: Ris a la mande.

Det lyder fransk og fint. Men det er bare kold risengrød blandet med flødeskum, vanilje og hakkede mandler uden den brune yderskald på.

Normalt bliver risalamande serveret kold og med varm kirsebærsovs ovenpå. Mens risengrød bliver serveret med sukker og kanel og en klat smør i toppen.

Børnene finder altid mandlen

De fleste familier spiser risalamande som dessert juleaften. Men mange familier holder stadig fast ved den gamle tradition med risengrød.

Uanset hvilken ret familierne vælger, så gemmer de fleste en hel mandel et sted i grøden. Den, der finder mandlen, får mandelgaven. Mærkeligt nok er det næsten altid børnene, der finder mandlen.

Skikken med at gemme en mandel i maden er fra 1800-tallet, da mandlerne kom til Danmark. I starten kunne man kun købe mandler ved juletid som en særlig julespecialitet.

Dengang var det et varsel om lykke, når man fandt mandlen. Men man fik ingen gave.

Konge for en aften

Først senere begyndte man at belønne den, der fandt mandlen. Han eller hun fik lov til at gøre noget særligt juleaften.

Den tradition kan stamme fra Frankrig. Her bagte man en særlig hellig-tre-kongers-kage.

Inde i kagen var der en bønne. Den, der fandt bønnen, var konge for en aften.

Facebook
Twitter