Kvinder har stadig ikke samme rettigheder som mænd

Mænd i Danmark synes, at kvinder i dag har samme rettigheder som mænd. Kvinderne er uenige.

I dag kan både mænd og kvinder stemme, når der er valg. Men kvinderne fik først valgret for 100 år siden, i 1915. (Foto: Claus Fisker © Scanpix)

Mænd i Danmark synes, at kvinder i dag har samme rettigheder som mænd. Kvinderne er uenige.

I dag fejrer kvinder i hele verden kvindernes internationale kampdag. Men mænd og kvinder ser helt forskelligt på ligestilling i Danmark.

Over halvdelen af mændene synes, at der er ligestilling på arbejdsmarkedet. Men kun 20 procent af kvinderne er enige, skriver Jyllands-Posten.

Professor: Der er ikke ligestilling

Professor Drude Dahlerup forsker i køn på Stockholms Universitet og siger, at kvinderne har ret i, at der ikke er ligestilling.

Hun siger, at der er sket nogle ændringer, når man ser på løn, magt og på, hvem der har mest magt økonomisk og politisk.

- Men ser man på fakta, er der ikke noget at diskutere - der er stadig mange punkter, hvor der absolut ikke er ligestilling, siger professoren til avisen.

Der mangler kvinder på top-poster

Formanden i Dansk Kvindesamfund, Lisa Holmfjord, synes også, at visse ting kan forbedres.

For selvom kvinder i dag har gode uddannelser, er der stadig flest mænd på top-poster, i ledelser og i bestyrelser, siger hun til Jyllands-Posten.

Ligestillingsminister Manu Sareen (Radikale Venstre) siger, at man også skal kæmpe mod vold, menneskehandel og social kontrol i etniske miljøer.

Kvindernes internationale kampdag
  • Kvindernes internationale kampdag fejres hvert år den 8. marts.
  • Dagen blev skabt i 1910 på en kvindekongres på Jagtvej 69 i København. 
  • Kvinden Nina Bang var med til at lave konferencen. Hun blev senere verdens første kvindelige minister.
  • Målet med kampdagen var, at kvinder skulle have ret til at stemme ved valg.
  • I 1915 fik danske kvinder samme stemmeret som mænd.
  • I Californien begyndte man i 1969 at bruge dagen til at kæmpe for ligeret mellem mænd og kvinder. 
  • I 1975 blev dagen officielt "kvindernes internationale kampdag" ved FN.

Kilder: denstoredanske.dk, danmarkshistorien.dk, ritzau

 

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve