Miljøvenligt tøj er den nye trend

Tøj skal ikke længere kun være smart. Det skal også være lavet med omtanke for miljø og mennesker.

Tøj skal ikke længere kun være smart. Nu skal det også være lavet med omtanke for miljø og mennesker. (Foto: fra bånd)

Engang var det noget med en lysebrun sæk, man tog over hovedet. Sådan opfattede folk det i hvert fald: Miljøvenlig tøj var fodformet, grimt og usexet.

Sådan er det ikke længere. Gennem de seneste år er den økologiske mode vokset meget. Og mange designere arbejder med bæredygtighed. Også de dyre og populære designere.

- Økologi og hensynet til miljøet er en utrolig markant tendens i tiden. Vi hører om miljøet og den globale opvarmning konstant. I flere år har det handlet om, at vi skal spise økologisk mad. Og nu er økologien så også flyttet ind i tøjmoden. Det siger Ulla Skjødt, der er trendchef ved Dansk Mode og Tekstil til DR Kultur.

Bæredygtig mode i NordenDesigneren Peter Ingwersen står bag tøjmærket Noir. Han var en af de første, der begyndte at forene luksus med bæredygtig mode. Siden har flere danske designere fulgt efter. Og i 2009 lancerede modeindustrien i de skandinaviske lande mærket NICE. Det forsøger at skabe interesse for bæredygtig mode i Norden.

Men det er først nu, at der for alvor kommer skub i den økoglogiske mode. Det mener blandt andet designeren Barbara í Gongini. Hun er med i modeugen, som startede i onsdags. 

Smykker af brugt gummi

Barbara í Gongini har designet miljø-venligt og bæredygtigt tøj siden 2004. Hun bruger for eksempel ikke pels eller skind fra opdrættede dyr.

Hun får sit tøj produceret i Europa og ikke i for eksempel Indien. Det er nemlig umuligt at få bevis for, at arbejderne i Indien har ordentlige vilkår. Derudover laver hun smykker af genbrugs-gummi og gamle elastikker. Og hun laver gammelt, brugt tøj om til ny, dyr luksus-mode.

Selv de fine butikker er interesserede

- Jeg har altid haft omtanke for miljøet som designer. Men det er først nu, at folk er begyndt at interessere sig for, at jeg arbejder med bæredygtighed.

Fine, udenlandske butikker er begyndt at kontakte mig på messer, fordi de synes, mit arbejde er helt fantastisk. Og de har aldrig før interesseret sig for bæredygtighed. Så der er utrolig meget fokus på miljø og bæredygtighed  i øjeblikket.

Nu er man ikke bare en hippie

Designeren Bjørn Bruun fra Bruuns Bazaar arbejder også med bæredygtighed. Han har udformet en manual, som leverandørerne skriver under på. Her skriver de blandt andet under på, at de ikke vil acceptere børnearbejde.

Han tror at tendensen bliver endnu større. For det bliver mere og mere vigtigt for forbrugerne.    - Om fem år tror jeg, at der er små sedler på alt tøj. Her kan man se, hvor meget tøjet har forunret, hvor det er produceret og så videre. 

- Men allerede nu er der en kæmpe forskel. Tidligere blev man kaldt for hippie, når man interesserede sig for de ting. Nu er det blevet populært at lave tøj med omtanke for andre end sig selv, siger han.

Facebook
Twitter