Minister vil se på Apples censur

Først krævede it-firmaet Apple, at nøgenbillederne blev ændret i to internet-bøger. Og siden blev bøgerne fjernet. Nu vil Danmark have set på, om der er et generelt problem.

Først krævede it-firmaet Apple, at nøgenbillederne blev ændret i to internet-bøger. Og siden blev bøgerne fjernet. Nu vil Danmark have set på, om der er et generelt problem. (© Hippie Selskabet)

Kulturminister Uffe Elbæk kigger nu på it-firmaet Apples censur af to danske bøger på internettet.

Bøgerne er skrevet af forfatteren Peter Øvig Knudsen, og de handler om hippierne i 1970'ernes Danmark.

Æbler over nøgne mennesker

Der var mange nøgenbilleder i bøgerne. Apple ville ikke vise billederne.

Derfor havde forfatteren dækket kønsdele til med røde æbler.

Og så blev bøgerne godkendt og lagt ud på Apples boghandel på internettet.

Minister kontakter de andre EU-lande

Men i weekenden fjernede it-giganten Apple de to danske bøger uden nogen forklaring.

Det får nu Uffe Elbæk til at kontakte de andre EU-landes kulturministre og to EU-kommissærer.

Elbæk vil høre, om de har oplevet lignende ting.

Apple-sag er principiel

- Sagen rejser nogle grundlæggende spørgsmål. For hvad sker der, når nogle aktører bliver så store, at de kan dominere hele området? siger Uffe Elbæk til Ritzau.

Hvis de andre lande også har oplevet censur, kan man måske tale om det på et EU-møde.

En forkert virkelighed?

- Apple er et globalt firma, og de forholder sig til en global virkelighed. 

- Men vi er en region, Europa, som måske har andre måder at forholde os til ytringsfriheden, etiske spørgsmål og kønsspørgsmål på, og derfor er diskussionen vigtig.

Det siger Uffe Elbæk.

EU-politikere blander sig

Uffe Elbæk vil også gerne have en forklaring fra Apple.

Samtidigt har to danske politikere i EU-Parlamentet også kontaktet to kommissærer for at få kigget nærmere på problemet. 

/ritzau/

Facebook
Twitter