Netflix forbyder cigaretter i serier og film

Fremover skal instruktører have en rigtig god grund, hvis der skal ryges i en film eller serie på streamingtjenesten Netflix.

I Netlix-serien Stranger Things bliver der røget mange cigaretter. Men det bliver nu forbudt. (Foto: CHRIS DELMAS © Scanpix)

Den amerikanske streamingtjeneste Netflix forbyder rygning i alle kommende film og serier til børn og familier. Det skriver Variety.

I film og serier, som har en aldersgrænse på +14 år, må der kun ryges, hvis det er helt nødvendigt for eksempel af historiske grunde.

Der må heller ikke ryges i film og serier med højere aldersgrænse, medmindre rygning er helt central for en bestemt karakter i filmen.

Rygning på skærmen kan påvirke unge

En talsmand for Netflix siger til Variety, at Netflix støtter den kreative frihed.

- Men vi anerkender også, at rygning er skadeligt, og når det bliver portrætteret positivt på skærmen, så kan det påvirke unge negativt, siger talsmanden.

En amerikansk undersøgelse fra 2012 viste, at unge, der ser film med mange rygescener, har dobbelt så stor risiko for at begynde at ryge i forhold til dem, der ser film med færre rygescener.

´Vi skal ikke forbyde Egon Olsens cigar’

Mette Lolk Hanak er afdelingschef for forebyggelse og oplysning i Kræftens Bekæmpelse. Hun roser Netflix for at forbyde rygning i fremtidige film og serier.

Hun mener dog ikke, at det vil fungere med et totalt rygeforbud i alle kommende film og tv-serier.

- Jeg tror ikke, man kan forbyde det. Det skal man nok heller ikke. Men bevidsthed og spilleregler hos de skabende kræfter er et godt og vigtigt skridt. For det handler ikke om, at vi skal forbyde Egons Olsens cigar. Det handler om, at rygning på film og tv har en betydning, og at man godt kan droppe unødvendig rygning, siger hun.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter