Ny chef vil have flere unge i Det Kongelige Teater

Morten Hesseldahl fra DR bliver ny chef for Det Kongelige Teater. Han mener, det er afgørende for teatret at få flere unge publikummer.

Morten Hesseldahl bliver ny chef på Det Kongelige Teater. Han vil have flere unge til at gå i teatret. (Foto: Mikkel Møller Jørgensen © Scanpix)

Morten Hesseldahl fra DR bliver ny chef for Det Kongelige Teater. Han mener, det er afgørende for teatret at få flere unge publikummer.

Det Kongelige Teater har ligget i København i mere end 250 år. Det viser både skuespil, opera og ballet på forskellige scener.

Men de seneste år har teatret haft dårlig økonomi, og i 2012 blev 81 stillinger nedlagt.

I 2013 blev teaterchefen fyret af bestyrelsen, men nu får teatret en ny chef.

Vi skal give de unge en unik oplevelse

Morten Hesseldahl blev mandag udnævnt til ny teaterchef for Det Kongelige Teater. Han vil have flere unge i teatret:

- Det Kongelige Teater skal levere noget helt unikt til de yngre generationer, siger han.

En undersøgelse fra 2011 viser, at under halvdelen af danskerne under 34 år har været i Det Kongelige Teater.

Det er et stort problem, mener den nye teaterchef:

- Hvis vi ikke lykkes med at få fat i de unge, mister vi vores berettigelse, siger Morten Hesseldahl.

Morten Hesseldahl var tidligere chef for DR's kulturafdeling.

/ritzau/DR Nyheder

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve