'PerkerDansk' fortæller om nye danskeres liv

I den nye serie 'PerkerDansk' på DR3 fortæller flygtninge, indvandrere og deres børn om, hvordan det er at være dansk med anden etnisk baggrund.

I den nye serie 'PerkerDansk' på DR3 fortæller flygtninge, indvandrere og deres børn om, hvordan det er at være dansk med anden etnisk baggrund.I aften sender DR3 første afsnit af serien 'PerkerDansk', som vil blive sendt i otte afsnit.

Serien skal blandt andet gøre seerne klogere på, hvem de nye danskere er, fortæller Erik Struve Hansen fra DR Ung:

- Der er en tendens til, at vi har berørings-angst, når det kommer til at tale om flygtninge, indvandrere og efterkommere.

- Vi ved ikke helt, hvem de er, eller hvad vi skal kalde dem, og vi har måske også svært ved at skelne de forskellige kulturer, befolkninger og religioner fra hinanden.

- Jeg håber, at programmerne vil give både indsigt og aha-oplevelser, siger Erik Struve Hansen.

Første afsnit handler om sex og kærlighed

Første afsnit i serien handler om, hvordan nye danskere tænker om sex og kærlighed.

Vi møder muslimerne Atila og Reem, som er forelskede. Men selvom parret begge er muslimer, har deres familier mange fordomme over for hinanden. En af grundene er, at Atilas familie er shia-muslimer, og Reems familie er sunni-muslimer.

I første afsnit møder vi også den tyrkiske pige Esra, som er sexolog. Hun mener blandt andet, at et godt sexliv er vigtigt for et godt kærligheds-liv.

Andet afsnit handler om identitet

I andet afsnit undersøger DR3, hvordan nye danskere oplever identitet og nationalfølelse.

Her møder vi Emil med tyrkiske rødder, der stemmer på Dansk Folkeparti.

Vi møder også Zina, der er født i Danmark, men aldrig bliver helt ligeså dansk som sine veninder.

Du kan se første afsnit af 'PerkerDansk' i aften på DR3 kl. 21.30.

Facebook
Twitter