Skraldespande gør NorthSide mere miljøvenlig

Musik-festivalen NorthSide i Aarhus bliver endnu mere miljøvenlig med en ny type skraldespand, der skal få publikum til at sortere mere.

Dette er de skraldespande, gæsterne på NorthSide skal afprøve i år. (Foto: Hanne Kokkegård- DR)

Sidste år vandt musikfestivalen NorthSide som den første danske festival miljøprisen 'A Greener Festival' for sit arbejde med at gøre festivalen bæredygtig.

For festivalen er bæredygtighed og økologi - og naturligvis musik - nemlig vigtigt.

Plastik-tallerkener bliver til skraldespande

Sidste år blev 50 procent af festivalens affald sorteret og genbrugt. I år vil festivalen nå op på 60 procent genbrug med skraldespandene 'Rebox.'

Festivalen stiller 200 skraldespande op til madrester og beskidt papiremballage, der skal laves om til biogas og gødning.

Plastik-affaldet fra dette års festival skal laves til nye affaldsspande til næste års festival.

Spandene kan tilpasses forskelligt affald

De nye skraldespande er lavet af affaldsselskabet MiljøTeam og firmaet WorldPerfect, og festivalens gæster er de første til at teste skraldespandene.

Spandene kan både tilpasses forskellige typer affald og mængden af affald.

Spandene kan også stables, så de ikke fylder så meget, hvilket også er miljøvenligt, fordi man kan transportere flere ad gange og ikke skal køre så mange ture.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve