Kurdere fejrede valg med fest og fyrværkeri

Det kurdiske område i Irak vil gerne være et selvstændigt land. Tirsdag stemte et flertal for at blive selvstændige, men det vil Irak ikke acceptere.

I byen Erbil fejrede kurderne valgresultatet i nat. (Foto: MOHAMED MESSARA © Scanpix)

Regionen Kurdistan er et kurdisk selvstyre i det nordlige Irak. Regionen har sit eget parlament og sine egne styrker og vil gerne være en selvstændig stat.

Derfor blev der mandag holdt valg i regionen for at stemme ja eller nej til at være selvstændige.

Omkring 90 procent af vælgerne stemte ja til at være selvstændige ifølge de foreløbige vurderinger.

Korrespondent: Kurderne festede i nat

Michael S. Lund er DR’s Mellemøstkorrespondent. Han forklarer, at afstemningen ikke er bindende. Men den giver regionens leder, Massoud Barzani, mandat til at forhandle om at løsrive sig fra Irak.

Kurderne ser dog afstemningen som et skridt mod at være et selvstændigt land, og kurderne i byen Erbil var meget glade i går.

- Mange havde taget hele deres familie med og sagde, at det her er en historisk dag. De ser det her som håbet for at få en egentlig stat, siger Michael S. Lund.

Irak og nabolande er utilfredse

Regeringen i Irak vil dog ikke acceptere, at Kurdistan bliver selvstændigt. Iraks parlament har bedt regeringen om at sende soldater til det kurdiske område.

Tyrkiet og Iran frygter også, at deres egne kurdiske mindretal vil blive styrket. Derfor har de truet med at lukke grænsen og indføre sanktioner mod olieeksport fra det kurdiske område i Irak.

Michael S. Lund forklarer, at mange frygter, at situationen kan føre til en ny konflikt i Mellemøsten.

Kurdistan (Irak)

  • Regionen Kurdistan er et kurdisk selvstyre i Irak. Regionen omfatter 2/3 af det kurdiske område i Nordirak og grænser op til de kurdiske områder i Syrien, Tyrkiet og Iran.

  • Regionen har sit eget parlament og sine egne styrker og vil gerne at være en selvstændig stat.

  • Der bor omkring fem millioner mennesker i det kurdiske område, og området er rigt på olie og naturgas.

  • Saddam Hussein er Iraks tidligere præsident. Siden han blev fanget og henrettet har der været mere stabilitet i Kurdistan end i resten af Irak.