Kvinder laver mad, og mænd reparerer ting

Mænd og kvinder fordeler arbejdet i hjemmet mere lige end tidligere. Men de har forskellige opgaver i hjemmet.

Kvinder laver oftere mad og gør rent i hjemmet end mænd, siger forsker. (© Gettyimages)

For omkring 50 år siden arbejdede danske kvinder i gennemsnit 4 timer og 46 minutter i hjemmet om dagen. Kvinderne passede for eksempel børn, lavede mad og gjorde rent.

Mændene arbejdede kun 29 minutter i hjemmet om dagen.

Til gengæld arbejdede mændene mange flere timer uden for hjemmet end kvinderne.

Mænd hjælper mere til i dag

Jens Bonke forsker i, hvordan mænd og kvinder arbejder. Han siger, at mænd og kvinder fordeler arbejdet i hjemmet meget anderledes i dag end for 50 år siden.

- I dag arbejder kvinderne meget mere uden for hjemmet, og mændene hjælper meget mere til i hjemmet, siger Jens Bonke.

Kvinder arbejder dog stadig lidt mere i hjemmet end mænd. I gennemsnit arbejder kvinder en time mere i hjemmet hver dag end mænd.

Både kvinder og mænd bruger tid på børn

Mænd og kvinder laver meget forskelligt arbejde i hjemmet, siger Jens Bonke.

Kvinder laver mest mad, gør rent eller andet husligt arbejde. Mænd laver mest gør-det-selv arbejde, som for eksempel at reparere en cykel eller at sætte en lampe op.

- Men mænd og kvinder bruger næsten lige meget tid på at være sammen med deres børn. Det er meget anderledes end tidligere, siger Jens Bonke.

ORDKASSEN
  • At fordele
  • At hjælpe til
  • Arbejde uden for hjemmet
  • Arbejde i hjemmet

Alle forventer, at manden deltager

I dag forventer alle, at mænd deltager i arbejdet i hjemmet, fortæller Jens Bonke.

- Ingen danske kvinder vil acceptere en mand, som ikke vil lave noget derhjemme, siger han.

Jens Bonke siger, at kvinder og mænd vil arbejde lige meget i hjemmet om 10-15 år, hvis udviklingen fortsætter, som den har gjort indtil nu.

Mænd og kvinders fordeling af arbejde

Kilde: Jens Bonke: ”Hvad har vi gjort ved tiden?”, Rapport fra Rockwool Fondens Forskningsenhed.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve