Kvinderne kommer i Folketinget

I 1915 fik kvinder ret til at stemme og stille op til valg. Men i dag 100 år efter, er der stadig færre kvinder end mænd i Folketinget.

Nina Bang blev undervisningsminister den 23. april 1924. Hun var Danmark første kvindelige minister.

Ved valget til Rigsdagen i 1918 kunne kvinder for første gang bruge deres nye ret til at stemme og stille op til valg.

Der stillede 41 kvinder op ud af 402 kandidater, og der blev i alt valgt ni kvinder ind i Rigsdagen, som er det, vi i dag kalder Folketinget.

Nina Bang var første kvindelige minister

Én af kvinderne var Nina Bang. Hun blev i 1924 Danmarks første kvindelige minister.

Hun blev faktisk også verdens første kvindelige minister i en parlamentarisk valgt regering.

Men det var først ved valgene i 1970'erne, at der for alvor begyndte at komme mange kvinder i Folketinget.

Færre kvinder vil i Folketinget end mænd

Men selvom der er sket meget de sidste 100 år, er der i dag stadig kun knap 40 procent kvinder i Folketinget.

Karina Kosiara-Pedersen forsker i partiers opbygning på Københavns Universitet. Hun siger, at færre kvinder end mænd har lyst til at stille op til Folketinget.

En grund kan være, at kvinder ikke har ligeså meget lyst til at konkurrere som mænd. En anden grund kan være, at mange kvinder føler, de ikke er ligeså dygtige som mændene, siger Karina Kosiara-Pedersen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk