Læger fra Argentina: Gift mod myg giver børn små hoveder

Børn i Brasilien bliver måske syge af mygge-gift og ikke zika-virus, mener læger fra Argentina.

Myndigheder sprøjter med gift for at stoppe zika-virus i at sprede sig. (Foto: MARCO BELLO © Scanpix)

I øjeblikket spreder zika-virus sig i lande i Syd-og Mellemamerika, for eksempel i Brasilien.

Virussen bliver overført til mennesker fra Aedes-myggene. Virussen er mistænkt for at være skyld i, at mange børn er blevet født med for små hoveder.

Men nu siger læger fra Argentina, at børnene måske bliver syge af mygge-gift og ikke zika-virus, skriver teknologimediet Tech Times.

Der er gift i Brasiliens vand

Lægerne er med i en gruppe, som undersøger, hvilke skader mennesker kan få af sprøjte-gift.

Ifølge lægerne kom Brasilien i 2014 sprøjte-giften pyriproxyfen i drikkevandet. Giften skulle slå larver fra myg ihjel, og den er kendt for at give misdannelser hos myg.

Lægerne mener nu, at de mange børn måske er blevet født med for små hoveder, fordi der har været gift i drikkevandet.

Læger: Brasilien vil give zika-virus skylden

Lægerne peger på, at der ikke er født syge børn i Colombia, selvom 5013 kvinder er bærere af zika-virus.

Lægerne mener også, at Brasilien har en interesse i at give zika-virus skylden for, at mange børn bliver syge.

På den måde slipper Brasilien for at tage ansvar for, om giften i drikkevandet har gjort børnene syge, mener lægerne.

Facebook
Twitter