Landsretten frifinder hjerneforsker Penkowa for groft dokumentfalsk

Landsretten siger, at Penkowa har forfalsket dokumenter, men at der ikke er tale om groft dokumentfalsk, og at sagen er forældet.

Sagen om hjerneforsker Milena Penkowa startede i 2003, hvor hun blev tiltalt for at forfalske fire dokumenter. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

For et år siden dømte Københavns Byret hjerneforsker Milena Penkowa skyldig i groft dokumentfalsk, som hun skulle have lavet i forbindelse med sin forskning på Københavns Universitet.

Penkowa fik en dom på ni måneders betinget fængsel, men hun ankede dommen til Østre Landsret.

Torsdag har Østre Landsret nu frifundet Milena Penkowa for groft dokumentfalsk.

Landsret: Sagen er forældet

Milena Penkowa er blevet frifundet, selvom dommerne i landsretten er enige om, at hun har begået dokumentfalsk.

Tre ud af seks dommere mener nemlig ikke, at Penkowas dokumentfalsk var groft, og derfor er sagen ifølge landsretten forældet.

/ritzau/

Kort om sagen

  • Sagen om Penkowa startede allerede i 2003, hvor hun blev tiltalt for at forfalske fire dokumenter.
  • Dokumenterne brugte hun til at overbevise ledelsen på Københavns Universitet om, at en masse rotte-forsøg til hendes forskning var blevet lavet i Spanien.
  • Den store skandale begyndte dog først i 2011, hvor Weekendavisen skrev, at Penkowas dokumentation for nogle rotte-forsøg i Barcelona kom fra et firma, som slet ikke fandtes dengang. Forsøgene var derfor slet ikke blevet lavet, mente man.
  • I september 2015 blev hun dømt skyldig i groft dokumentfalsk, men nu er hun blevet frikendt af Østre Landsret. Landsretten mener ikke, at Penkowas dokumentfalsk var groft, og at sagen er forældet.

12.09.2016 klokken 09:44
Rubrik og underrubrik er ændret, så det tydeligt fremgår, at Penkowa er frifundet for groft dokumentfalsk (som også fremgår af artiklen). Landsretten siger, at Penkowa har forfalsket dokumenter, men at der ikke er tale om groft dokumentfalsk, og at sagen er forældet.

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve