Landsretten: Kundby-pige er skyldig i forsøg på terror

Landsretten har afgjort, at en nu 17-årig pige fra Kundby på Sjælland er skyldig i forsøg på terror. Pigens straf bestemmes mandag.

For to år siden planlagde en 15-årig pige at bombe to skoler i Danmark, Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København.

Pigen havde kemikalier til at lave bomber i sine forældres kælder, og hun delte bombeplaner med kendte jihadister over internettet.

I maj kendte Retten i Holbæk pigen skyldig i forsøg på terror, men både forsvarer og anklager ankede dommen. Fredag har Landsretten også kendt pige skyldig i forsøg på terror.

Både forsvarer og anklager ankede dommen fra byretten

Otte nævninge og tre dommere i Østre Landsret fandt pigen skyldig i forsøg på terror. En nævning mente, hun skulle frifindes, da det ikke var bevist, at hun ville begå terror.

Både forsvarer Mette Grith Stage og anklager Kristian Kirk havde anket sagen til Østre Landsret. Forsvareren ønskede, at pigen skulle frifindes.

Anklageren ankede sagen for at få pigen i forvaring i stedet for seks års fængsel. Anklageren mener nemlig, at hun er farlig.

Pigen søgte på bombemanualer

Anklager Kristian Kirk har gennemgået beviser, som blandt andet er pigens korrespondancer på sociale medier med folk, som pigen troede var med i terrorbevægelsen Islamisk Stat.

Derudover har pigen søgt på Google efter bombemanualer og henrettelsesvideoer. Der er også en båndet samtale med en tidligere lærer, hvor hun fortalte om sine tanker om angreb.

Først på mandag bestemmer Østre Landsret, hvilken straf den 17-årige pige skal idømmes.

  • Print