21-årig nordmand sigtes for drab, drabsforsøg og terror

En 21-årig nordmand er nu sigtet for et angreb mod en moské nær Oslo i Norge. Han er også sigtet for drab på sin stedsøster.

Lørdag angreb en bevæbnet mand moskéen Al-Noor Islamic Centre i Bærum, som ligger tæt ved Norges hovedstad, Oslo.

I dag har byretten i Oslo sigtet den 21-årige nordmand, Philip Manshaus, for angrebet, som betragtes som terror.

Den 21-årige er også sigtet for drabsforsøg og for at have dræbt sin stedsøster, der blev fundet død i lørdags. Han er foreløbig varetægtsfængslet i fire uger.

21-årige mener ikke, han har gjort noget strafbart

Retsmødet foregik for lukkede døre af hensyn til efterforskningen, og fordi den 21-årige endnu ikke har forklaret sig.

Den 21-årige kommer selv fra Bærum. Han nægter, at han har gjort noget strafbart, men han ønskede ikke at forklare sig i retten.

Unni Fries er advokast for den 21-årige. Hun siger, at han ikke ønsker at sidde i fængsel. Men mere ønskede hun ikke at sige.

Politiet fik for et år siden et tip om den 21-årige

Norsk politi oplyste søndag, at de efterforsker skyderiet i moskéen Al-Noor Islamic Centre som et forsøg på terror.

Den 21-årige har ifølge politiet udtrykt sig stærkt højre-ekstremistisk på nettet.

I dag sagde chefen for den norske efterretningstjeneste, PST, at man for et år siden fik et tip om den 21-årige. Men tippet var uklart, så man fulgte ikke op på det.

Ovenfor kan du se en video fra retten i Oslo i dag. Ved angrebet lørdag blev den 21-årige overmandet og holdt fast. Derfor havde han blå mærker og sår i ansigtet og på halsen.

Facebook
Twitter