800 buschauffører protesterer over deres arbejdsforhold

800 buschauffører fra hele landet er utilfredse med deres arbejds-forhold. Derfor deltog de søndag i et stormøde i Odense.

Bussernes køreplaner bestemmer, hvornår busserne skal ankomme til stoppestederne, og hvornår de skal køre derfra igen.

Men ifølge buschaufførerne er køreplanerne blevet så stramme, at buschaufførerne ikke har tid til at spise deres frokost og gå på toilettet.

Derfor deltog 800 buschauffører fra hele landet i et stormøde i Odense søndag. De vil have trafikselskaberne og politikerne til at ændre forholdene.

Buschauffør: Køreplaner passer ikke til virkeligheden

Stormødet er arrangeret af fagforeningen 3F, som sammen med chaufførerne har lavet en kampagne, der sætter fokus på de stramme køreplaner.

Flemming Holmelund er chauffør og talsmand for chaufførerne i Odense. Han siger, at der er rigtig mange køreplaner, som ikke passer til virkeligheden.

- Hvis du kommer til at køre bag en, der kører 70 kilometer i timen, så når du ikke din pause i den anden ende. Hvis du kommer til at køre bag en landbrugsmaskine, så kan du godt glemme alt om at få din madpakke, siger han.

Direktør: Alle har et ansvar for rigtige køretider

Køreplanerne bliver lavet af de lokale trafikselskaber, som laver aftaler med vognmænd, der har chaufførerne ansat.

Steen Rügge er direktør hos Tide Bus, der blandt andet kører i Esbjerg og Haderslev for trafikselskabet Sydtrafik.

- Alle har jo et ansvar for de rigtige køretider. Chaufførerne har jo et ansvar for at sige det højt undervejs, når der opstår problemer. Så har vi et ansvar for at bringe det videre til trafikselskaberne. Og så har trafikselskaberne et ansvar for at kigge på problemerne og vurdere dem, siger Steen Rügge.

Se Nyheder

Nyhedsbrev Ligetil

Få DR Ligetils letlæste nyheder på mail alle hverdage.

Vis alle nyhedsbreve