Aarhus Kommune finder mange flere lattergas-patroner

Lattergas kan bruges som rusmiddel, og Aarhus Kommune finder tre-fire gange så mange tomme lattergaspatroner som sidste år.

Patroner med lattergas bruges for eksempel i spray med flødeskum. Men lattergaspatronerne kan også bruges om et rusmiddel.

Når man suger lattergas fra en patron, får man en rus på 20-40 sekunder. Men patronerne er uden ilt, og derfor risikerer man at dø af iltmangel.

I Aarhus kommune finder man ofte tomme lattergaspatroner i gaderne. Faktisk finder kommunen tre-fire gange så mange som for et år siden.

Gadefejere og boligforening finder tomme patroner

René Andersen fejer dagligt gaderne i Aarhus midtby. Han siger, at han nogle morgener samler over hundrede tomme lattergaspatroner. Især omkring weekenderne, hvor mange unge går i byen.

Torben Sørensen er ejendoms-servicetekniker ved Boligforeningen Almenbo i det vestlige Aarhus. Han siger, at boligforeningen på tre uger i sommer har indsamlet cirka 300 patroner.

- Det er blevet et stigende problem, må man sige. Sidste år samlede vi også mange op, men det er fuldstændig eksploderet nu, siger han.

Regering tager problemet op

Den forrige regering var ved at undersøge, om man kunne begrænse salget af lattergaspatroner. Men forslaget blev ikke behandlet færdigt, fordi der blev udskrevet valg.

Orla Hav er erhvervsordfører for Socialdemokratiet. Han siger, at arbejdet nu skal gøres færdigt.

- Vi skal passe på vores unge, og vi skal advare vores unge om ikke at ødelægge tilværelsen for dem selv, og derfor har vi en pligt til at handle på det her område, siger han.

Facebook
Twitter