I 2015 kom det frem, at svindlere havde snydt Skat for mindst 12,7 milliarder kroner fra 2012 til 2015.
Svindlerne franarrede Skat pengene ved at sende falske ansøgninger om at få betalt udbytteskat tilbage. Dette kaldes for udbyttesagen.
Nu er der for første gang kommet en dom i udbyttesagen. Dommen er mod den tyske bank North Channel Bank.
Bank skal betale bøde på 110 millioner kroner
North Channel Bank skal betale en bøde til den danske stat på 110 millioner kroner.
Banken blev dømt for groft bedrageri, fordi den havde gjort det muligt at handle med aktier, som ikke fandtes i virkeligheden.
Handlerne i North Channel Bank betød, at Skats afdeling i Høje Taastrup udbetalte 1,1 milliarder kroner i tilbagebetalt udbytteskat.
Banken tjente selv 55 millioner kroner
I retten erkendte direktør i North Channel Bank, Gunnar Volker, at banken havde tjent 55 millioner kroner i gebyrer på handlerne.
Sagen om North Channel Bank og den formodede svindel for 1,1 milliarder kroner er én sag af flere i udbyttesagen.
I hovedsagen i udbyttesagen bliver den britiske rigmand Sanjay Shah fortsat betragtet som hovedmistænkt.