Christian Eriksen træner igen med landsholdet

Landsholdet i fodbold træner for tiden til VM. Spilleren Christian Eriksen har været væk, fordi han skulle være far. Nu er han tilbage.

I juni og juli er der VM i herrefodbold i Rusland, og Danmark har kvalificeret sig.

Herrelandsholdet træner for tiden til VM i Helsingør, men en af spillerne, Christian Eriksen, har ikke været med den seneste tid.

Christian Eriksen ventede nemlig på at blive far. Mandag blev han så far til en velskabt dreng, og nu er han tilbage i VM-lejren. Det siger DBU's pressechef Jacob Wadland.

Eriksen er en nøglespiller

Christian Eriksen er en nøglespiller på landsholdet, men på grund af den forestående fødsel, var han ikke med, da Danmark spillede testkamp mod Sverige i lørdags.

Danmark skal spille den næste testkamp mod Mexico på lørdag den 9. juni på Brøndby Stadion.

VM går i gang den 14. juni, og Danmark spiller sin første kamp mod Peru den 16. juni i Saransk i Rusland.

Du kan læse meget mere om VM i fodbold i DR Ligetils store VM-tema.

Facebook
Twitter