Danmark får bøde ved VM

DBU får en bøde på 127.000 kroner på grund af de danske tilskueres opførsel under kampen mod Australien.

Fifa overvåger stadioner for at holde øje med, hvordan fodboldfans opfører sig under VM ifølge Nyhedsbureauet AP.

Torsdag spillede det danske fodboldlandshold mod Australien ved VM i Rusland.

Nu har Fifa givet DBU en bøde på 127.000 kroner på grund af de danske fodboldfans opførsel under kampen. Det bekræfter DBU søndag aften.

Danske fans kastede ting efter australske fans

DBU får bøden, blandt andet fordi de danske fodboldfans havde et sexistisk banner med ind på stadion ifølge Nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge Fifa kastede de danske tilskuere desuden ting mod australske fodboldfans.

De danske fans respekterede heller ikke den australske nationalsang før kampen ifølge AP.

DBU tager bøden til efterretning

Jakob Høyer er DBU's kommunikationschef.

- Vi tar bøden til efterretning og har derudover fuldt fokus på kampen på tirsdag, siger han.

Tirsdag spiller Danmark mod Frankrig i den sidste gruppekamp.

/ritzau/

Facebook
Twitter