Det har ikke regnet i fem år i byen Graaff-Reinet

I det sydlige Afrika ligger byen Graaff-Reinet. Her har det ikke regnet i fem år.

Det sydlige Afrika er ramt af en voldsom tørke. FN advarer om, at 11 millioner mennesker i området risikerer at sulte.

Graaff-Reinet er en sydafrikansk by, hvor der bor 40.000 mennesker.

Det har ikke regnet i Graaff-Reinet i fem år. Og siden februar har borgerne i byen ikke haft vand i vandhanerne.

Nødhjælpsorganisation kører vand ud

Corene Conradie er projektleder i nødhjælpsorganisationen Gift of the Givers, som hver dag kører vand ud til borgerne. Hun siger, at hun aldrig har oplevet noget lignende.

- Vand er efterhånden ligesom guld. Folk er så desperate, at de vil slås for det, siger hun.

Joice Williams er en af byens ældre beboere. Hun siger, at der kun bliver udleveret vand til det allermest nødvendige, og at der for eksempel ikke er nok til bad og toilet.

Temperaturerne stiger

FN's Klimapanel har udpeget det sydlige Afrika som et område, der vil blive ekstra hårdt ramt af tørke, oversvømmelser og orkaner.

Tørken i det sydlige Afrika skyldes ikke kun klimaforandringer. Men ifølge forskere er den globale opvarmning en del af problemet. Blandt andet fordi temperaturen stiger mere her end i resten af verden.

Klimaforandringerne i de fattige lande er et af de vigtige emner på FN's 25. klimatopmøde, COP25, som starter i dag i Madrid i Spanien.

Facebook
Twitter