Drab på dansk turist i Marokko kobles til terror

Mandag blev en dansk og en norsk kvinde fundet dræbt i Marokko. Nu efterforsker myndighederne sagen som mulig terror.

Mandag blev den danske kvinde Louisa Vesterager Jespersen og hendes norske medstuderende fundet døde i Marokko tæt ved bjerget Toubkal.

Kvinderne havde været på vandretur i området, som er populært for turister. De blev fundet døde med tegn på vold.

Nu siger de marokkanske myndigheder, at de efterforsker drabene som mulig terror.

En person er anholdt

Marokkansk politi har anholdt en person i sagen, som har forbindelse til en ekstremistisk gruppe.

Politiet eftersøger desuden tre andre personer, som de kender identiteten på.

Myndighederne siger, at de også efterforsker en video, som er i omløb på de sociale medier. Videoen viser et drab på en kvinde.

PET kender til videoen

Politiets Efterretningstjeneste bekræfter, at man kender til videoen, som angiveligt viser drabet på en af de to dræbte kvinder i Marokko.

- Der er tale om en usædvanligt bestialsk sag om drab på to helt uskyldige unge kvinder. Selvom forbrydelsen er begået langt fra Danmark er det i sagens natur en sag, som de danske myndigheder tager særdeles alvorligt, siger PET.

Ifølge PET siger de marokkanske myndigheder, at drabene muligvis kan relateres til den islamistiske terrororganisation IS.

Facebook
Twitter