Dykkere finder thailandske fodbolddrenge i live i grotte

12 fodbolddrenge og deres 25-årige træner forsvandt i en grotte i Thailand i slutningen af juni. Mandag blev de fundet i live.

Den 23. juni forsvandt 12 drenge og deres 25-årige fodboldtræner i det nordlige Thailand. Drengene er mellem 11 og 16 år.

De søgte tilflugt i grotten Tham Luang, fordi det regnede meget. Men grotten blev blokeret efter voldsom regn i området.

Thailands militær har fået international hjælp til at finde drengene, og mandag fandt to britiske dykkere drengene og deres træner i live.

De 13 personer får langtidsholdbar mad ind i grotten

Drengene og træneren har det efter omstændighederne godt, men det er endnu uvist, hvordan de skal komme ud af grotten.

Det er nemlig svært at se noget i grotten, som er fyldt med mudret vand. De thailandske myndigheder har ind til videre ikke haft held med at dræne grotten.

Grotten bliver oversvømmet hvert år under regnsæsonen, som endnu ikke er slut. Derfor vil det thailandske militær nu sende langtidsholdbar mad ind til drengene og træneren.

Drengene skal have undervisning i at dykke

Anand Surawan er kaptajn i den thailandske flåde. Han siger til avisen The Guardian, at man også vil undervise alle 13 i at dykke.

Bill Whitehouse er næstformand i The British Cave Rescue Council. Han siger, at der er store tekniske udfordringer og risici ved at få de 13 til at dykke ud af grotten.

De 13 personer befinder sig omkring to kilometer inde i grotten på en lille sandbanke, som ligger to meter over vandoverfladen.

Ovenfor kan du se en video, hvor drengene bliver fundet i grotten.

Facebook
Twitter