Find din bolig på nyt kort over Danmark

Hver eneste plet af Danmark er affotograferet fra alle fire verdenshjørner med såkaldte skråfotos.

Skråfotos er flyfotos af jordoverfladen set skråt ovenfra, så man for eksempel kan se facader på bygninger fra alle fire verdenshjørner.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har taget 1,3 millioner skråfotos af hele Danmark. Ifølge ministeriet er hver eneste plet af Danmark fotograferet.

Billederne blev torsdag lagt på internettet, så alle kan se dem.

Skråfotos skal bruges til ejendomsvurderinger

Billederne er taget, fordi de skal bruges til de nye ejendomsvurderinger. Når sagsbehandlerne kan kigge på skråfotos, behøver de ikke altid tage ud på stedet.

Men ifølge ministeriet kan billederne også bruges i mange andre sammenhænge, for de giver et rumligt overblik, som almindelige luftfotos ikke giver.

Luftfotos er nemlig taget i en lodret vinkel, og de bruges typisk til kortlægning og planlægning.

Ministeriet: Mange andre kan få glæde af skråfotos

Ifølge ministeriet kan arkitekter for eksempel bruge skråfotos, når de skal tegne nye bygninger.

- På samme måde kan ejendomsmæglere fremover give potentielle købere et bedre overblik over de huse, som de har til salg, skriver ministeriet.

Danmark bliver det første land i verden, der giver alle adgang til skråfotos af landet.

Du kan se skråfotos her. Billederne er fri data, så de kan benyttes af virksomheder og private, og vilkårene kan læses her.

Facebook
Twitter